Spiseforstyrrelser

Flere forskellige typer spiseforstyrrelse eksisterer omfattende overspisning, anoreksi og bulimi.

Spiseforstyrrelse forekommer mest blandt unge kvinder, men de kan også omfatte nogle mænd.

En spiseforstyrrelse vil ofte omfatte alvorlige både fysiske og psykiske negative effekter, og det

kan derfor være en vigtig grund til at etablere behandlingsforløb og gerne så tidligt som muligt.

Først og fremmest forekommer overspisning blandt 40.000 mennesker i Danmark estimeret af

Landsforeningen Mod Spiseforstyrrelser. Mennesker, som overspiser, oplever tit perioder hvor

de vil kunne styre omfanget af kostindtaget samt kostindtagets kvalitet. De har dog ofte svært

ved at stoppe med at spise på trods af mæthed. Mennesker, som overspiser, vil foruden typisk

veksle mellem at spise langt mere end de har brug for i perioder og at iværksætte slankekure i

perioder. Som en effekt heraf kan deres vægt variere meget i forskellige perioder. Mennesker

her oplever samtidig ofte svære begivenheder i affekter såsom tristhed, sorg, vrede og længsel

efter nærhed, og at disse affekter ofte vil kunne reduceres eller elimineres ved deres fokus på

maden. Én af de væsentligste forskelle mellem overspisning samt anoreksi og bulimi er især, at

maden ikke her undgås eller kontrolleres. Overspisningen kan have den funktion at dæmpe de

svære emotioner og kan dermed fungere som mekanisme i forhold til beskyttelse af personen.

Mange personer tror, at spiseforstyrrelser handler om mad, men det gør de fundamentalt ikke.

En spiseforstyrrelse er en psykisk forstyrrelse, som kommer til udtryk i forholdet til mad. Nogle

signifikante forhold, som kan levere bidrag til spiseforstyrrelsen, er menneskets udsættelse for

traumatiske oplevelser med svære emotionelle indhold som bl.a. familiemedlemmers dødsfald

og skilsmisse samt opvækst hos familier, der udfolder alkoholmisbrug eller psykiske og fysiske

overgreb. Disse begivenheder, som opfattes som smertefulde og uhåndterbare, kan alle være

med til at levere stærke bidrag til menneskets udvikling af en spiseforstyrrelse. Det tydeligste

symptom på, at mennesket lider af overspisning er enten overvægt eller store vægtudsving.

Mennesket her vil foruden ofte have kaotiske spisemønstre uden faste måltider, og spisningen

ses tit foretaget alene pga. dets tendens til oplevelse af skam forbundet denne overspisning.

Sundhedsstyrelsen har estimeret, at overspisningsbegivenhederne kan reduceres på kort sigt

hos 60 til 90 procent af de mennesker, som deltager i terapiforløb. Mennesker her søger dog

ofte ikke hjælp, og de har tit oplevet lidelsen i mange år. Dette kan skyldes, at overspisningen

ofte betragtes som en mere socialt acceptabel praksis sammenlignet med anoreksi og bulimi.

Det helt centrale i anoreksi er menneskets overdrevne optagethed af vægttab, og mennesket

fravælger her at spise på grund af en forvrænget opfattelse af kroppens udseende. Vægttabet

kan variere meget, og vægten er ofte 15-20 procent under normalvægten. Mennesket her har

ofte meget høje krav til sig selv og andre og kan have værdier om perfektion knyttet til praksis.

Mennesket her ses desuden typisk med en stærk trang til at kontrollere sig selv og omgivelser.

Denne psykiske lidelser handler således fundamentalt ikke om mad, og anses tit for at være en

måde at kontrollere emotioner, som personen har vanskeligt ved at håndtere. I terapien søges

de fraværende men implicitte ønsker om forandring i problemfortællingen således ekspliciteret

og der arbejdes løbende for at mobilisere de af menneskets ressourcer indlejret i alle de unikke

hændelser uden for problemfortællingen, som skal bruges til at skabe forandringer i ny praksis.

I terapien udfordres også de diskurser om perfektionistiske kropsidealer, personen trækker på.

Anoreksien er mest udbredt i det vestlige samfund med udbredelse af mange normer omkring

krop og udseende. Disse samfundsmæssige normer har således ofte stor betydning i udvikling

af anoreksi. Traumatiske begivenheder har også her central betydning i forhold til udviklingen

af anoreksi såsom seksuelle overgreb, tab af nærtstående personer og gennemlevet skilsmisse.

På trods af anoreksien kan udvikles hele livet, er det almindeligt, at den begynder i puberteten.

Udløsende faktorer kan her være at flytte hjemmefra eller efter det første seksuelle forhold.

Flere symptomer på en anorektisk spiseforstyrrelse omfatter desuden det at mennesket, dels

bliver markant optaget af mad og interesser knyttet til f.eks. opskrifter, diæter og madlavning,

dels pludselig spiser alene og undgår spisesituationer med andre, dels engagerer sig i motion i

overdrevent omfang med tendens til tvangspræget frem for lystpræget engagement, samt dels

oplever markante humørsvingninger med tendens til italesættelse af sig selv som mindre værd.

Mennesket, som oplever bulimi, har desuden også et overdrevent fokus på mad, spisning, krop

samt vægt. Den centrale forskel fra den anorektiske lidelse er især, at der her sker et kontroltab,

som betyder, at mennesket i stedet overspiser mad, som det senere søger at kompensere for

gennem vægtregulerende handlinger. De sidstnævnte handlinger indebærer ofte opkastninger

med anvendelse af afføringsmidler, slankemidler eller overdreven motion. Mennesket her har

således typisk en normalvægt, som kan mindske muligheden for at disse symptomer opdages.

Bulimien skal også betragtes som en psykisk lidelse. Mennesket her har ofte et lavt selvværd,

og det er en udbredt opfattelse, at bulimiske symptomer er en måde at håndtere emotioner,

som er meget psykiske smertefulde for mennesket. Som vægtregulerende handling afføder

overspisning ofte en umiddelbar psykisk lettelse, som især har den funktion at undertrykke

emotioner, mennesket har svært ved at rumme. På trods af denne lettelse oplever personen

ofte kort efter skam, som kan igangsætte mere overspisning samt vægtregulerende adfærd.

Udbredte symptomer knyttet til bulimien er tit menneskets tendens til både social isolation,

irritabilitet, markante selvbebrejdelser, opkast efter måltider og undgåelse af fælles spisning.

Bulimien opstarter typisk i det unge menneskes liv mellem dets 16. til 20. år, og det er typisk

at terapiforløb opstarter mange år herefter. Særlige faktorer, som kan levere centrale bidrag

til udviklingen af bulimien, omfatter f.eks. frygten for vægtforøgelse, genetiske dispositioner,

anden psykisk lidelse, øget præstationspres, relationel fastlåshed og seksuelle krænkelser.

Disse symptomer kan være meget svære at få greb om på helt egen hånd. Uanset hvor du

skulle befinde dig i denne proces lige nu, står vi til rådighed og kan være til stor gavn for dig.

De varmeste hilsner

Kenneth Steiner

Psykolog og Grundlægger